Fiskeri
Det var først i 1837, de begyndte at anlægge havn i Allinge, og det var besværligt.
De måtte sprænge dybt og vælte kæmpe stenblokke i havet for at skabe det første lille og brugelige havnebassin.
I årene op til 1858 måtte de udvide havnen, men kunne ikke forhindre, at den blev totalt ødelagt af en voldsom storm i 1872, som smed selv store skibe på land og ødelagde dem. Havnen måtte genopbygges, og det tog fire år. Enhver, der har oplevet en ægte ”nordøsten pivert” på nordlandet, kan se det for sig.
Men til hverdag blev der fisket fra havnen. Om vinteren var det ofte laks.
Forår og sommer var det sild og torsk (som de kaldte ”fisk”).
Om sommeren sejlede bådene ud ved 16-tiden og kom ind igen omkring 2-tiden. Var der mange fisk, måtte konerne og de store børn vækkes og hjælpe til med at tømme garnene, for fisken var havets guld.
I juli købte folk ”lægjasijl”. Det er sild til saltning, som de så kunne bruge til madforråd senere.

Saltning var sammen med røgning datidens konservering.
Når folk skulle købe ”lægjasijl” havde de en trillebør eller en småhalmskurv med skræppeblade i bunden med til at hente sildene i.
Sildene røgede de i de mange små og store røgerier, så de kunne holde længere og smage godt.
Før motorernes tid havde fiskerbådene sejl, så fiskerne var helt afhængige af vind og vejr.
Når det var stille vejr, måtte fiskerne ro bådene ind, så det kunne blive hen på formiddagen, før de kom i havn, og folk stod og ventede med deres sildekurve.
Læs fiskerpigens fortælling om hvordan det var at stå op om natten og hjælpe til (se QR-kode nr. 3).